Vi har haft et mellemværende, kærligheden og mig.
Man kan vel nærmest betegne det som en midtvejskrise,
eller måske er det den så omtalte syvårs krise,
der kan dukke op flere gange i et livslangt forhold???
Det er som om vi render ind i, oftere og oftere at tale forbi hinanden,
som om kærligheden og jeg ikke altid taler det samme sprog.
Det vi før så som lethed og leg, bliver mange gange til en seen indad.
Måske er jeg ikke tydelig nok, når jeg taler til kærligheden,
på trods af, at jeg selv mener at jeg anstrenger mig voldsomt,
til at få den til at forstå hvad det er jeg fortæller den
og jeg skælder den indimellem ud og klandre den for ikke at være opmærksom nok
og lytte, når jeg forklarer den på flere måder, hvad det er jeg mener.
Det er som om den bevidst kan beslutte sig for ikke at forstå hvad jeg mener.
Men vi har delt så meget, kærligheden og jeg.
Vi har været sammen i tykt og tyndt. Vi har kendt hinanden, længe før jeg kan huske.
Kærligheden kender alle mine hemmeligheder.
Den har set kritisk(men dog kærligt) på mine beslutninger og handlinger.
Den har båret over med mig og vendt tilbage, når jeg mindst ventede det.
Den har også gjort ting jeg ikke brød mig om i øjeblikket.
Kærligheden kan være lige lidt for flakkende efter min smag
og det tillader jeg mig kun at sige, fordi vi kender hinanden så godt
og jeg har fortalt den at det kunne være rart, om den engang imellem lige kom lidt ned i gear og ikke havde så hårdt brug for at te sig som et svært ADHD udbrud.
Jeg har flere gange måtte råbe den af helvede til, før den fattede jeg havde brug for en pause og jeg har været modbydelig over for den og den har spillet så fornærmet, at det næsten var umuligt for mig at trænge igennem og råbe den op,
når jeg så alligevel syntes den blev for fjern, uopnåelig og utilnærmelig
Men jeg har også været urimelig, det har jeg da, men den har fået en undskyldning og nogle gange er den bare længere om at tage imod, end andre og jeg har prøvet at fortælle den, at vi jo kun er menneske og kærlighed og den må bærer over med mig, når jeg er for navlebeskuet og egoistisk, for meget eller for lidt.
Jeg ved dog til evig tid, at vi aldrig vokser fra hinanden, kærligheden og jeg,
selvom vi kan opfører os, som "to der elsked og gik hver til sit, som kendte de ikke hinanden".
Den har taget mig med storm og intet i verden kan tage mig, som kærligheden kan og det er derfor jeg elsker den og vi aldrig rigtig slipper hinanden.
