For kort tid siden kunne jeg ikke finde min passion, ligegyldigt hvor jeg ledte og hvor meget jeg gennemgik de steder, hvor jeg sidst havde set den. Den var væk og kun et utydeligt billed af den stod tilbage....
Jeg ledte mellem gamle reklamer, i ovnen, fryseren, under sengen, ja, jeg var faktisk nede i skraldespanden i gården og tømme den for de sidste 4 dages skrald fra en hel opgang med omkring 20 beboelser.(underlige og afvisende blikke mødte mig, men jeg gav ikke op)! Jeg har ledt i mit smykkeskrin, der hvor jeg gemmer mine fineste dimser, velvidende at min passion er meget større end som så. Den kan hverken være i ovn eller smykkeskrin. Indimellem kniber det faktisk med, at der overhovedet er plads i min lejlighed(og jeg skal dertil sige, at jeg bor ganske godt og rummeligt), men man kan fra tid til anden glemme hvor meget passionen fylder, når man har mistet den eller den har ligget der og samlet støv lidt for længe. Faktisk var jeg allermest bange for, at have glemt den i en ex-kærestes baglomme(en panik spredte sig) og han ikke havde set den og var kommet til at glemme at tømme lommerne, inden han smed bukserne til vask og min passion var blevet skyllet ud i kloaksystemet, i en blanding af hårdt vand og lidt for parfumeret vaskemiddel.
Men heldigvis forholdt det sig anderledes!!
Jeg kom i tanke om hvor den var blevet af for et par uger siden. Det kom sig af, at en veninde gav mig et hårdt los i røven, også kaldet et omsorgs-los, der bredte sig som en steppebrand til resten af mit "fra jeg blev født-gang" aka fantastiske veninder, det må ha´steget mig til hovedet, for pludselig var var den der,den vendte tilbage som skidt fra en spædekalv. Der havde den ligget, lige udenfor mine duggede ruder.(De er nu pudset og klar til at lukke foråret ind).! Jeg må have siddet på den og gjort den flad, men den har rettet sig ud og rejst sig og står nu rank og stolt, passionen! Den er mig og jeg kigger stadig lige efter den, inden jeg smækker døren bag mig, men det er kun et spørgsmål om tid, før jeg ikke længere finder det nødvendigt, for den er der og det er ikke længere væk, end jeg lige kan gribe ud efter den og holde den tæt ind til mig og ellers ringer jeg bare lige til dem der altid er der og spørg om de er stødt på den et sted, for jeg ved de kan se den!
