Jeg ville gerne kunne udtale dit navn rigtigt, jeg ville gerne fortælle dig at jeg synes det var vigtigt. Jeg ville gerne fortælle dig at jeg ikke er ubehøvlet, men at min sind den dag var lidt snøvlet. Jeg ville gerne holde din hånd og jeg ved slet ikke om det er i din ånd. Jeg ville gerne røre ved dit hår, men jeg fornemmer du er en jeg ikke rigtig når. Jeg ville gerne vise dig hvem jeg er og du ville opdage, at jeg er ganske sød og på ingen måde sær. Jeg ville give dig mit kys og lidt vin og være tæt med dig i sol, regn og måneskin.

Vamos....

En slutning er ikke altid kun trist,
man starter igen med en lyst og lidt list.

Under pres

Man kan måske lægge mindre pres på sig selv,
ved at være voksende, i stedet for voksen.

Hvor fanden har jeg lagt min passion???

For kort tid siden kunne jeg ikke finde min passion, ligegyldigt hvor jeg ledte og hvor meget jeg gennemgik de steder, hvor jeg sidst havde set den. Den var væk og kun et utydeligt billed af den stod tilbage....
Jeg ledte mellem gamle reklamer, i ovnen, fryseren, under sengen, ja, jeg var faktisk nede i skraldespanden i gården og tømme den for de sidste 4 dages skrald fra en hel opgang med omkring 20 beboelser.(underlige og afvisende blikke mødte mig, men jeg gav ikke op)! Jeg har ledt i mit smykkeskrin, der hvor jeg gemmer mine fineste dimser, velvidende at min passion er meget større end som så. Den kan hverken være i ovn eller smykkeskrin. Indimellem kniber det faktisk med, at der overhovedet er plads i min lejlighed(og jeg skal dertil sige, at jeg bor ganske godt og rummeligt), men man kan fra tid til anden glemme hvor meget passionen fylder, når man har mistet den eller den har ligget der og samlet støv lidt for længe. Faktisk var jeg allermest bange for, at have glemt den i en ex-kærestes baglomme(en panik spredte sig) og han ikke havde set den og var kommet til at glemme at tømme lommerne, inden han smed bukserne til vask og min passion var blevet skyllet ud i kloaksystemet, i en blanding af hårdt vand og lidt for parfumeret vaskemiddel.
Men heldigvis forholdt det sig anderledes!!
Jeg kom i tanke om hvor den var blevet af for et par uger siden. Det kom sig af, at en veninde gav mig et hårdt los i røven, også kaldet et omsorgs-los, der bredte sig som en steppebrand til resten af mit "fra jeg blev født-gang" aka fantastiske veninder, det må ha´steget mig til hovedet, for pludselig var var den der,den vendte tilbage som skidt fra en spædekalv. Der havde den ligget, lige udenfor mine duggede ruder.(De er nu pudset og klar til at lukke foråret ind).! Jeg må have siddet på den og gjort den flad, men den har rettet sig ud og rejst sig og står nu rank og stolt, passionen! Den er mig og jeg kigger stadig lige efter den, inden jeg smækker døren bag mig, men det er kun et spørgsmål om tid, før jeg ikke længere finder det nødvendigt, for den er der og det er ikke længere væk, end jeg lige kan gribe ud efter den og holde den tæt ind til mig og ellers ringer jeg bare lige til dem der altid er der og spørg om de er stødt på den et sted, for jeg ved de kan se den!

Kærligheden og mig.

Vi har haft et mellemværende, kærligheden og mig.
Man kan vel nærmest betegne det som en midtvejskrise,
eller måske er det den så omtalte syvårs krise,
der kan dukke op flere gange i et livslangt forhold???
Det er som om vi render ind i, oftere og oftere at tale forbi hinanden,
som om kærligheden og jeg ikke altid taler det samme sprog.
Det vi før så som lethed og leg, bliver mange gange til en seen indad.
Måske er jeg ikke tydelig nok, når jeg taler til kærligheden,
på trods af, at jeg selv mener at jeg anstrenger mig voldsomt,
til at få den til at forstå hvad det er jeg fortæller den
og jeg skælder den indimellem ud og klandre den for ikke at være opmærksom nok
og lytte, når jeg forklarer den på flere måder, hvad det er jeg mener.
Det er som om den bevidst kan beslutte sig for ikke at forstå hvad jeg mener.
Men vi har delt så meget, kærligheden og jeg.
Vi har været sammen i tykt og tyndt. Vi har kendt hinanden, længe før jeg kan huske.
Kærligheden kender alle mine hemmeligheder.
Den har set kritisk(men dog kærligt) på mine beslutninger og handlinger.
Den har båret over med mig og vendt tilbage, når jeg mindst ventede det.
Den har også gjort ting jeg ikke brød mig om i øjeblikket.
Kærligheden kan være lige lidt for flakkende efter min smag
og det tillader jeg mig kun at sige, fordi vi kender hinanden så godt
og jeg har fortalt den at det kunne være rart, om den engang imellem lige kom lidt ned i gear og ikke havde så hårdt brug for at te sig som et svært ADHD udbrud.
Jeg har flere gange måtte råbe den af helvede til, før den fattede jeg havde brug for en pause og jeg har været modbydelig over for den og den har spillet så fornærmet, at det næsten var umuligt for mig at trænge igennem og råbe den op,
når jeg så alligevel syntes den blev for fjern, uopnåelig og utilnærmelig
Men jeg har også været urimelig, det har jeg da, men den har fået en undskyldning og nogle gange er den bare længere om at tage imod, end andre og jeg har prøvet at fortælle den, at vi jo kun er menneske og kærlighed og den må bærer over med mig, når jeg er for navlebeskuet og egoistisk, for meget eller for lidt.
Jeg ved dog til evig tid, at vi aldrig vokser fra hinanden, kærligheden og jeg,
selvom vi kan opfører os, som "to der elsked og gik hver til sit, som kendte de ikke hinanden".
Den har taget mig med storm og intet i verden kan tage mig, som kærligheden kan og det er derfor jeg elsker den og vi aldrig rigtig slipper hinanden.

Tanker til en hjemløs.

Når jeg vågner efter en lang og kølig nat,
vender jeg mig om for at kysse min elskede skat,
men hun ligger ikke længere ved min side
og det er der jeg kommer i tanke om,
at kulden et stykke tid stadig vil bide,
men jeg ved at på et tidspunkt vil solen komme igen
og jeg drømmer fortsat og ønsker at give mig hen.

Minderne har man da lov at ha´!

Jeg kender til både kærlighed og krig,
nu går det meste min næse mig forbi.
I mit liv er der gode og dårlige minder
og jeg har elsket så meget,
at det gav mig røde kinder.
På et dansegulv var jeg en ørn,
jeg har været min mands kone og født fire børn.
Jeg har både været glad og trist,
men det meste har jeg gjort af vilje og af lyst.
Da jeg var ganske ung, vidste jeg ikke helt hvad jeg ville
og på et tidspunkt var drømmen om jazzsangerinde den helt store dille.
Jeg fik job på et ejendomskontor,
samtidig med, at jeg var fuldtidsmor.
Nu sidder jeg her og er faktisk ikke klar over hvor jeg bor.
Mine led er i smerte,
men jeg kan stadig mærke en længsel i mit hjerte.
Jeg er træt og vil allerhelst ha´fred
og det slider på mine kræfter, bare at skulle i bad.
Støj og uro kan gøre mig bange,
men jeg bliver tryg, når jeg hører velkendte sange.
Mit humør er lige så forskelligt som dit
og der er dage, hvor jeg virkelig føler mig gammel og slidt.
Tilgengæld er der også dage der er gode
og det er, når der er nogenlunde ro i mit hoved.
Jeg har elsket det liv som jeg fik
og er ikke længere bange for, at sige farvel og tak.

På riget og tanker til hende...

Ved siden af mig ligger en smuk ung kvinde,
der helt uden panser, fortæller om et langt forløb,
med gener fra cancer.
Mit udslæt på brystet bli´r sat i lidt andet perspektiv
og det vækker mig og hun minder mig om,
at jeg er rigtig glad for mit liv.

Tjek ud i kærlighedens navn

Hvad betyder en enkelt måned på et helt år,
eller 10 år ud af et liv?
Og er det mon virkelig muligt at føle,
at ens hjerte er gået i skår?
Men uanset hvad, har hun elsket at lave morgenmad, mens han gik i bad.

De har danset til både gode og dårlige sange
og elsket tæt, selvom klokken var mange.
De har grinet og han har talt hende i søvn
og han var ualmindelig dejlig og det på trods af,
at hans bil minder mest om en indkøbsvogn.

Der er øjeblikke man aldrig glemmer
og så er der ting, man i lykkens rus ikke helt fornemmer.
Duften og billeder bliver mere og mere fjerne
og der er nok ingen af os, der i forelskelsen kan forklare,
hvor vi fik forlagt vores kuldrede hjerne

Når døre lukkes og begæret slukkes, så ved hun hun kommer videre,
det siger sig selv og hun er lige tjekket ud af heartbreak hotel.
Det kan være svært, at forholde sig til ting som de er,
men hun ved dybest set, at det var det hele værd!

Helt åbne øjne

Det kan godt være det ikke var til at se,
men i min verden ville de bedste ting ske!

Hvis nærværet er slidt,
fordi man har behandlet det andet end blidt,
er det mon så muligt at sende det til reparation,
for om ikke andet så,
at kunne give det allerbedste til næste generation?
Eller er det bare gledet ud som så meget andet,
og skyllet væk med tidevandet???